Maling er helt fantastisk til at forvandle dine gamle møbler, genbrugs- og loppefund, kiksede arvestykker til nye yndlingsmøbler og til at gøre paneler og radiatorer pæne igen.

 

Sådan maler du træværket indenfor

Som ved alle andre malerprojekter så er forarbejdet vigtigt. Både for holdbarhed og for at få det flottest mulige resultat.

Du skal starte med at rengøre træværket med grundrens. Herefter skal du fjerne eventuel løs lak eller maling med en skraber og slutteligt skal emnet matslibes med slibepapir korn 120, så overfladen bliver jævn - det giver slutmalingen optimale betingelser for at hæfte bedst og flyde smukt sammen. Du kan også bruge en varmepistol til at fjerne den gamle maling, så 'smelter' malingen nærmest og kan skrabes af, også herefter skal der slibes med sandpapir.

Hvis du ikke fjerner ujævnheder i overfladen du skal male så vil de kunne ses igennem det nye lag maling.

Herefter skal du male med en grunder til træ og efterfølgende eventuelt spartle huller og sprækker. Ved at grundmale før du spartler giver du spartelmassen de bedste betingelser for at hænge fast. Start i hjørner og dér hvor det er svært at komme til.

Efter du har grundmalet så skal du spartle alle revner og ujævnheder med acryl spartelmasse. Det gør du ved at påføre tynde lag ad flere omgange og mellemslibe mellem hver omgang.

Hvis du påfører et tykt lag spartelmasse fremfor flere tynde lag er det ikke bare længere om at tørre, men du risikerer, at spartelmassen revner eller synker mens den tørrer op. Slib de spartlede områder med slibepapir i korn 180. Brug en slibeklods til de jævne flader. Overfladen bliver mest ensartet hvis du sliber i træets åreretning.

Efter slibning skal slibestøv tørres grundigt af med en hårdt opvredet klud og til sidst grundes de reparerede områder med grundmalingen.

Nu er du klar til at male med den farve du har valgt. Med en pensel påfører du en egnet træværksmaling (den fås i mange glansgrader) i tynde lag så du forhindrer, at malingen løber. Start på de vanskeligste steder.

Til sidst maler du de store flader. Hvis du skal male flere gange så er det en god idé at mellemslibe med fint sandpapir. Lad det færdige resultat tørre i 24 timer. Husk, at malingen først er hærdet efter 3-4 uger.

På større flader kan du eventuelt bruge en superglat rulle.

 

TIPS:

Olieholdigt ædeltræ som mahogni og teak skal affedtes inden du påfører grundmaling. Tør overfladen med renset benzin eller cellulosefortynder inden du grunder og spartler. Men pas på – det er skrappe sager, så husk gummihandsker! Når du er færdig skal du destruere kludene, da de kan selvantænde. Spørg hvordan i Colourplus butikken.

Colour plus

Ring eller skriv

:
:
: